mandag, februar 26, 2007

 

2. vinterferie


I går holdt vi familiefrokost igen efter januars udfald. Krista havde lavet en af mine favoritter: Borscht, rødbedesuppe som enhver russisk husmor ville ønske hun kunne lave den. Alle de voksne kunne godt lide den, men kartoffelpizzaen med stenbiderrogn tog alligevel de fleste kegler.
I aften ringede Richard for, at få de sidste aftaler på plads om skituren, så nu er planlægningen af 2. vinteferie næsten til ende. Vi starter i Yddin lige som sidste år. Det er der billedet stammer fra. Man bliver næsten helt stakåndet af alt det ferieri. men vi glæder os alligevel.
For at sætte tryk på har Krista så lige meldt sig til Tøserunden, og jeg har næsten besluttet mig for at lave påskeløbet for OCO-klubben, nu hvor jeg er ude af Ullerød Cykelløb og har holdt næsen fra Springcup.

torsdag, februar 22, 2007

 

1. Vinterferie


Sidste år snød vi pigerne for skituren til Norge, bare fordi vi var rejsetrætte og lidt flade efter turen "Down under", men i år skulle vi tage revanche. De kom med bussen (linie 888) til Roskilde lørdag den 10. Sandra og Katja med nye carving ski og nye alpinstøvler, så alle sejl var sat!
Derimod var der ikke noget af det gamle langrendsudstyr der passede. Jo, Diana kunne stadig passe et par af støvlerne, men dem var bindingsnormerne løbet fra, så der var ikke ski til dem. Krista foretog en hurtig sortering og omrokering af bagagen for, at reducere antallet af colli og kl. 20.00 sad vi forventningsfulde sammen med Hanne og Tanja i en bus med retning mod Danebu. Alt kørte efter planen, så 08.35 stod vi i bidende frost (-17°C) ved COOP i Aurdal. Heldigvis steg temperaturen til mere acceptabelt niveau (-6 til -3) de følgende dage. 5 minutter senere dukkede vores taxa op, og vi nåede op til Danebu tidsnok til morgenmaden.
Peder var der allerede, Lisbeth kom sidst på ugen, og John, Ellen, Sigurd og Ingvild dukkede op lidt ud på eftermiddagen, så hele Gänget var samlet og John kunné uddele skinåle og pokaler, som Katja, Sandra og Diana havde gjort sig fortjent til sidste gang.
Der blev lejet langrendsudstyr til pigerne. Nu var alt klart til skiløb, og ih hvor blev der løbet på ski, efter evne, alder og kondition ganske vist, men der blev lagt enorm flid for dagen. Kilometrene bragede ind på scoreboardet, Katja så nyt land, da hun besejrede Bjørgovarden sammen med John og Thorkild og blev filmet hele vejen ned, selv om Thorkild forsøgte, at køre fotografen af banen. Og forresten Katja:"Jeg har været de gamle billeder fra `87 igennem, og din mor var ikke med på Bjørgovarden"! Onsdag og torsdag blev "alpindagene". Sandra og Katja fik slidt godt på deres nye ski, og Sandra også lidt på næsen. (Se bare, jeg har fulgt din bøn og udeladt billedet af blodtuden) Det var også Sandra der først prøvede skiene af på en ægte "downhill" uden bremse, men lod det på Johns opfordring blive ved den ene gang. Diana og Tanja lejede alpinudstyr, og efter en enkelt lektion hos Knut (ikke Knyt) var de faktisk suveræne på den lille bakke, så næste gang!!!
Hvordan gik det så om aftenen: På baggrund af dagenes aktivitetsniveau, burde alle sove sødt ved 21-tiden, men nej, der var to års kortspil, kabaler, gameboyudveksling og snik-snak der skulle afvikles, så aftenerne blev også lange og så hyggelige som sædvanligt. Alle de danske børn nåede at køre kilometer til en guldnål ind på scorekortet, selv om kravene stiger med alderen.
Danebu har fået nye ejere og står foran store forandringer. Der bliver gravet, sprængt og støbt grunde til nye hytter. Måske bliver det bedre, men det kan selvfølgelig også være, at charmen forsvinder. Det bliver spændende at se næste år.





Etiketter:


This page is powered by Blogger. Isn't yours?