torsdag, oktober 25, 2007

 

September, så blev det vores tur

Vi var lige ved at tro, at vi ikke ville nå frem til den: vor egen sommerferie, men den 2. september var det endelig vores tur. Bagagen (alt for meget) i bilen, cyklerne incl. Richards uden på bilen og så gik turen sydpå. Det vil sige, først gik den vestpå over Storebælt, for det er urimeligt dyrt at have cykler på taget på en færge. Der blæste godt nok en kuling fra vest, så det var heller ikke helt billigt i brændstof de første 200 km.
Køreturen skulle ikke være en jagt gennem Tyskland i kamp med søvnen, så vi stoppede planmæssigt i Goslar hvor Krista havde reserveret et hotelværelse. ½ time før vi var fremme blev vi ringet op fra hotellet der gerne ville vide om det gik godt med at finde byen og hotellet!Hotellets restaurant havde "ruhetag" så vi fandt feriens første og en af de to bedste restauranter (Aubergine hed den).

Næste dag var målet Alsace, gerne La Bonne Franquette i Villé hvis det var muligt. Det var det ikke. Det var mandag og dermed kun halv hotelkapacitet i Alsace, og La Bonne Franquette var et af de mandagslukkede. Vi lærer nok aldrig helt at forstå det. Efter en længere jagt snuppede vi et 4-sengs værelse for næsen af 3 franske kvinder. Middagen var lidt nedtur i forhold til "Aubergine": Det var her og nu (19.30) hvis vi ville have mad, og menukortet lod til at være suspenderet. Nå, kvaliteten var ok, men stemningen....
Tirsdag den 4. skulle vi bare fra Alsace til Saas-Fee, så der var tid til lidt sightseing i Riquewihr. Selv om det var først på dagen, var der fuldt blus på turiststrømmen, så vi satte ret hurtigt kursen mod Tyskland. Schweitz er vel nok det eneste land i Europa hvor diesel er dyrere end benzin, så vi tankede i Tyskland til turen gennem Schweitz. To sorte håndtag ved siden af hinanden: Diesel og Schwefelfrei. Den lille Golf og naturen skulle selvfølgelig plages med så lidt svovl som muligt, og jeg opdagede for sent at det der schwefelfreie med det sorte dieselhåndtag var benzin :-( Det kostede et par timer med bugsering og værksted og nogle hundrede CHF, så det blev sen eftermiddag inden vi nåede op til Eliane, Lisa og Flemming.



søndag, oktober 07, 2007

 

Med Niklas på Ven 18. august

Vi har aldrig været på Ven, så denne sommer skulle det være. Niklas tog med, både for sejlturens og for cykelturens skyld.
Vejret var dejligt og det blæste ikke alt for meget, så vi kom hele øen rundt. Det siger nu heller ikke så meget, hele cykelturen løb op i 10-11 km.
Øen er vældig køn, sådan som den dukker frem med Kyrkbacken forrest. Inde midt på øen er resterne (det vil sige voldanlægget) af Tycho Brahes Uranienborg og hans observatorium Stjerneborg. Kirken er indrettet som museum, og er bestemt et besøg værd. Det samme er en forevisning af Stjerneborg, hvor modeller af de tunge instrumenter bliver demonstreret i deres hule under jordoverfladen.

fredag, oktober 05, 2007

 

Sommerferien er næsten slut

Sommerferien var næsten slut, altså skolebørnenes, da Diana, Sandra og Katja kom på besøg den 7.-10. august. Heldigvis var juli overstået, så vi havde rimeligt vejr og kun ganske lidt regn i den periode.






En af dagene brugte vi på en kanotur med indlagt picnic på og ved Mølleåen og Lyngby sø. Det var næsten ren idyl. Efter kanoturen var der is og underholdning af en pensionistklub eller lignende på traktørstedet ved Frederiksdal.



Med hensyn til forlystelser stod valget mellem BonBonland, Tivoli og Bakken. Bakken vandt, stærkt supporteret af Thorkild som følge af kort afstand og mindre trængsel end i Tivoli. Turbåndene gjorde deres gavn, det blev i hvert fald til rigtig mange ture i den gamle rutschebane og i vandrutschebanen, men kun en enkelt i "edderkoppen".

Fredag var der Brunch, shopping og fri leg med Niklas, der var kommet hjem fra sit besøg hos Bedstefar og Lis


 

Rikke blev 30



Den opmærksomme læser, hvis der da i det hele taget er læsere ud over Krista og mig til denne blog, vil have bemærket, at jeg igen er kommet et par omgange bagud.


Nå, men den 4. august skete det så igen: En af ungerne fyldte rundt, og det var en yngste, som rundede de 30. Nu har vi for alvor ingen små børn længere.


Fødselaren inviterede til picnic i Nørrebroparken (hun er blevet et rigtigt bymenneske) i strålende vejr.


Der har alligevel været en vis udvikling i løbet af de seneste år: Rikke talte i MOBILTELEFON midt blandt sine gæster.


Og så skulle hun til USA (hendes rejselyst er jo legendarisk) med et digitalkamera! Jo, teknikken vinder indpas, selv hos Rikke.



This page is powered by Blogger. Isn't yours?