fredag, september 28, 2012
Carmel og Monterey
Clint Eastwoodforbød byggeri i mere end to etager |
og selv Shell måtte ændre sin skiltning |
Selve byen opstod som en pittoresk bade/ferieby i -20 erne og -30 erne og har bevaret en stor del af sit særpræg, blandt andet takket være en restriktiv byplan udarbejdet under en tidligere borgmester ved navn Clint Eastwood. Rigtigt, Dirty Harry har sikret sin by.
Cannery Row er blevet en ren turistfælde |
Men pelikanerne holder stand |
Vi har kørt en tur gennem Monterey og langs kysten for at kigge på havoddere, sæler og pelikaner. der var masser af det hele.
Vi besøgte også Cannery Row som er mest interessant for dem der har læst Steinbeck (En dejlig torsdag og Et mægtigt gilde) Dengang var det konservesfabrikker der pakkede sardiner. Idag er det cafeer, restauranter og souvenirbutikker
torsdag, september 27, 2012
Highway 1
Søelefanter ved Highway1 |
Op langs kysten kiggede vi søelefanter i store flokke og rigtig mange flotte kystpartier. Vejret er ikke så varmt her ved kysten, og det meste af vejen var der havgus, så vi kørte uden sol, men kunne se blå himmel længere inde over land.
Et af mange egern |
Vi har fundet et lille hyggeligt motel i Carmel, lige uden for Monterey, hvor vi bliver et par dage. Vi har spist på italiensk restarant i aften, og de havde både pasta alla vongole og grappa, så byen har skrevet sig ind på rejsekortet.
Og en dramatisk kyst med havgus |
onsdag, september 26, 2012
Yosemite
Morgenmaden på Super8 motellet i Bishop
var ret sparsom: Cornflakes og kanelsnegle + juice og kaffe så da vi var kommet
et stykke nordpå drejede vi end til Mammoth Springs, et fint lille skisportssted
med en travl morgenmadsresturant og et kæmpe supermarked (Vons).
Der var så hyggeligt, at vi blev der 2-3
timer inden vi fortsatte mod nord til Yosemite (udtales josæmiti) nationalpark.
Tioga Pass |
Turen over Tioga Pass (3.031 moh.) ind i
Yosemite nationalpark tager næsten vejret fra en, selv om man ser
hovedattraktionerne fra bagsiden. Man kan fint fornemme naturens storhed med
stejle (lodrette) bjergsider høje gamle træer og en høj himmel.
Prisen for overnatning i Cedar Lodge er
lige så høj som bjergene og så uden WI-FI. Nåh jo, for 10 $ pr. døgn kan man få
lov til at bruge deres WI-FI i lobbyen. Priserne i restauranten tyder også på
manglende konkurrence.
Bridalveil, lidt tørt |
Den 24. september (kun 3 måneder til jul)
har vi brugt til at se highlights i Yosemite: Bridalveil Fall der var en skygge
af sig selv efter en snefattig vinter og en tør sommer, El Kapitan med en 800
m. lodret klippevæg, som er manddomsprøve for mange klatrere - og den sidste for
nogen -, Half Dome hvor man ikke klatrer på den stejle side, men går bagom og så
Yosemite falls med flere som vi ikke besøgte, da de var lige så vandfattige som
Bridalveil.
Krista og jeg gik en tur ud til Mirror
Lake, som også var tør, og tilbage til Yosemite Village. Fra Mirror Lake er der
et rigtig godt kig til Half Dome. I alt ca. 7 km. Vi så ikke noget til
bjørnene som der hele tiden advares imod (Affaldscontainerne er sikret bedre
end Fort Knox og man skal have en mellemlang teknisk uddannelse for at lukke
dem op) og heller ikke bjergløverne, men masser af fugle og egern og et par
hjorte lod sig også se.
El Kapitan. Turen op tager 3 - 4 dage |
Half Dome |
En selskabelig bjørn ved Cedar Lodge |
Den 25. blev en transportdag, da vi opgav dagens højdepunkt: kæmpetræer (Sequoia) i Mariposa Grove på grund af fyldte P-pladser og håbløse trafikforhold (vejarbejde mm.). Vi spiste sandwich i en flot citypark i Fresno, kørte forkert fordi jeg mistolkede et skilt ved Kettleman City (omvej 25 - 30 miles) ledte forgæves efter hotel i Avenal, hvor vi kun fandt 2 ret primitive hoteller og så et kæmpestort med hegn uden om og vagttårne i hjørnerne.
Happy hour i Paso Robles |
Death Valley
Lake Mead ved Hoover Dam |
Jo længere vi kørte mod vest i Arizona jo mere lignede
landskabet ørken. I Kingman svingede vi nordpå mod Las Vegas, men det gjorde
ikke landskabet mere gæstfrit og da vi nåede grænsen til Nevada var der kun
golde bjerge og så en imponerende dæmningskonstruktion: Hoover Dam der opdæmmer
Coloradofloden og skaber Lake Mead.
Da vi passerede grænsen passerede termometeret 100 ⁰F
og inden vi forlod dæmningen, som vi selvfølgelig måtte prøve at krydse og
kigge ned fra osv. var vi oppe på 104 ⁰F. Dæmningen som var
færdigbygget 1935 er ret imponerende og er årsag til det sydlige Californiens
store fremskridt fra fyrrerne og fremefter.
Jeg har lige været ude, og temperaturen
dér er stadig som en hed dansk sommerdag, så vi lader for en gangs skyld
airconditioneringen køre, selv om den støjer ret meget.
Restauranten er fin og der er casino her
på hotellet ved Boulder City lidt uden for Las Vegas. Vi har hver fået en kupon
på 5 $ til at spille Black Jack for, men ingen af os har følt sig fristet.
Dæmningens dalside |
Nevada kaldes ørkenstaten, men den virker
egentlig ikke mere tør end Utah og Arizona, men måske nok varmere. For første
gang lod vi airconditonanlægget støje hele natten. Vi sov nu glimrende
alligevel.
Det var lørdag morgen og det så ud som om
alle der havde en motorcykel var ude for at lufte den i venstre kørebane, men
bilerne overhalede gladeligt inden om.
Efter
en lang tur gennem ørkenagtigt landskab langs kæmpestore militære testområder
nåede vi Beatty og drejede af fra hovedvejen ind mod Death Valley. Den er ikke
helt død, men noget mere tør end de strækninger vi havde kørt tidligere på
dagen og temperaturen steg til nye rekorder. Sjovt nok ligger den ikke i
”ørkenstaten” men i Californien. Midt i dalen nåede vi et punkt kun 1,5 moh. Og
var vi kørt lidt længere mod syd havde vi fundet USA's laveste punkt -86 moh. men vi skyndte os i stedet ud af
dalen og op over passet og ned til hovedvej 395 ved Lone Pine. Vi sluttede
dagen på en meksikansk restaurant i Bishop.
5 fod over havet i Death Valley |
søndag, september 23, 2012
Grand Canyon
Der var vild forvirring omkring klokken om morgenen den 20.
september: Krista havde stillet vækkeuret på værelset frem, fordi det gik en
time forkert og vækkede mig 06.34 og spurgte hvorfor jeg ikke havde sat min
telefon til at vække kl. 07.30 som aftalt. Min telefon viste 06.34, men vore
armbåndsure og Kristas telefon viste 07.34. Stor mystik. I
morgenmadsrestauranten spurgte vi tjeneren og han gav min telefon ret, årsag:
Arizona har ikke sommertid, og kører altså i sommertiden med Pacific time.
1,76 mia års udvikling lag for lag. |
A t kigge ned i Grand Canyon er at kigge ned i jordens oldtid. De ældste klipper dernede er 1,76 milliarder år gamle og har altså eksisteret i over 1/3 af vor klodes levetid. Tilblivelsen er en indviklet historie om, at jordoverfladen er blevet skubbet op som bjerge, da to kontinentalplader stødte sammen, bjergene forsvandt igen og terrænet blev overskyllet af havet og overlejret af adskillige lag (1,6 km.) sedimenter og blev så presset i vejret igen, op til 1500-1700 moh. som en enorm højslette: Coloradoplateauet, sensationelt uden væsentlige revner og sprækker.
Krista var glad for der var et brystværn |
Vi så ikke meget til floden. Den ligger dybt nede (1600 m.)
i dalens snævre bund, men hvor vi så den var den grumset rød af
sedimenter. Detrøde kan mansagtens se
forklaringen på, for canyonens sider spiller hovedsageligt i toner af rødt, med
partier i lysere farver. Vildt imponerende.
Den betagende Bright Angel "bicanyon" |
Man kan gå ned i kløften, men det kræver godt fodtøj, god tid, gode forberedelser og god kondition |
Vi var godt møre da dagen var gået og efter middag og en
enkelt drink i baren var vi lige til at lægge i seng.
torsdag, september 20, 2012
Monument Valley
Temperaturen stiger jo længere vi kommer sydpå i Utah mod Arizona og rammer 85 F næsten samtidigt med at vi når Mexican Hat på grænsen af Navajoernes land. Byen har fået navn efter (endnu) en særpræget klippeformation der ganske rigtigt ligner en sombrero. Landskabet er stadig ret øde. De har rigtig meget land de ikke bruger herovre, men de sidste 20-30 miles har det skiftet karakter fra prærie/busksteppe til noget der mere ligner ørken og da vi når frem til Navajo Tribal Park (Monument Valley) er vegetationen meget ørkenagtig med agaver og kaktus i den røde jord.
Landskabet er fantastiskt og vi kører da også lidt ind i parken, men den (meget) dårlige vej og nervøsitet for at skade lejebilen "off limits" får os ret hurtigt til at vende om. Vi opnåede dog at fornemme vildskaben mellem klipperne og synet af John Wayne i "Dilligensen".
Vi havde håbet på at overnatte i Cameron, men alt var optaget og de kunne fortælle os, at det var det også i Grand Canyon Village, så vi måtte til Flagstaff for at få husly. Noget pigerne med ømme rygge ikke syntes var særlig morsomt. I morgen har vi en booking i Valle, som er noget tættere på Grand Canyon.
Mexican Hat. Her starter Navajoernes nation.
Landskabet er fantastiskt og vi kører da også lidt ind i parken, men den (meget) dårlige vej og nervøsitet for at skade lejebilen "off limits" får os ret hurtigt til at vende om. Vi opnåede dog at fornemme vildskaben mellem klipperne og synet af John Wayne i "Dilligensen".
Fra HWY 163
Og fra den anden side
Flere klipper
Og en ordentlig klods
onsdag, september 19, 2012
Prærie igen og så røde klipper
Denne smukt malede Bisontyr står i West Yellowstone og er indtil videre den sidste bison vi har set på turen.
17. september gik turen sydpå (prærieland igen) via Idaho Springs og efter en overnatning i Tremonton videre til Salt Lake City (masser af petrokemisk industri). Ib lokkede med at fremvise verdens største mormontempel, som tagerkampen op selv med Peterskirken i Rom, men vi modstod og fortsatte turen, efter frokost på Wingers i Springville, hvor "ventebrødet" er popcorn
Nu gik vejen gennem mere varieret landskab, dels med høstfarver
dels med røde klipper i dramatiske formationer
som kulminerede i Arches National Park:
South window
Three Gossips
Og mange flere mærkværdige klipper.
I aften overnatter vi i Monticello Utah og i morgen står Monument Valley på programmet, men herom senere.
tirsdag, september 18, 2012
USA 2012, Mount Rushmore og Yellowstone
09.11.2012 var en lang dag.
Vi (Jette, Ib, Krista og jeg) fløj med solen fra Kastrup kl. ca. 13 og landede i Denver kl. efter en en hurtig mellemlanding i Washington Dulles kl. ca. 19 lokal tid (05.00 dansk tid). Vi hentede vores lejebil hos Herz og efter et par forsøg fandt vi vores hotel: The Red Lion (ikke at forveksle med Le Lion Rouge i Wolfisheim).
09.12 Var også en lang dag.
Hen over prærien fra Denver over Cheyenne, Hot Springs inden vi ramte Black Hills i South Dakota. Viindlogeredeos i et Super 8 motel i den lille by Keystone, som sikkert ikke ville være der hvis ikke en gal billedhugger af dansk afstamning havde fået og gennemført den vanvittige idé, at hugge 4 præsidenthoveder ud af klippen i detnærliggende Mount Rushmore.
Nå, byen var hyggelig og hovederne ret imponerende. Det nederste billede er af billedhuggeren.
09.13 gik turen vestpå fra Mount Rushmore tilbage til prærien. Vi havde planer om at se hvor indianerne under ledelse af Crazy Horse udslettede general Custers infanteribrigade, inklusive generalen selv og kørte efter Bighorn. Det viste sig at være en fejl, da Little Bighorn ligger ret langt derfra. Da vi endelig kom forbi på motorvejen, var tiden fremskreden og vi nøjedes med at kigge op på bakken med mindesmærket hvor generalen og de sidste infanterister blev overmandet.
Natten tilbragte vi i Red Lodge. En gammel kulmineby der har udviklet sig til turistby med hikere om sommeren og skiløbere om vinteren. Alpinområdet skulle være ret fantastisk. Tidsplanlægningen var kikset nogetformig, så vi havde bestilt hotellet (omfort Inn) til den 14, så vi kom en dag for tidligt. Det rettede de dog med et smil for et mindre vederlag og spurgte bekymret til om vi så havde reservation til næste dag. Det havde vi ikke og næste booking i West Yellowstone virkede ret uinteresseret i problemet, de kunne ikke rykke reservationen og heller ikke foreslå andre muligheder. Vi fandt heldigvis plads i et andet motel og vejen var banet for en tur i Yellowstone.
På vej til Yellowstone klatrede bilen over Beartooth Pass, ca. 3.300 . over havet og spiste vi frokost i et af reservaterne fra 1968.
Derfra var der næsten kun nationalpark (Yellowstone) de sidste 100 km. til vort "nødherberge" i West Yellowstone. Det viste sig at være pænt og rent men noget slidt. Det skulle dog vise sig, at min fejlbooking var held i uheld, da vi for at udnytte reservationen måtte blive en ekstra dag ved nationalparken. Det var godt, for den er kæmpestor (ca. på størrelse med Sjælland), meget spændende og fantastisk smuk. Jeg har en DVD med hjem som jeg glæder mig til at vise.
Vi (Jette, Ib, Krista og jeg) fløj med solen fra Kastrup kl. ca. 13 og landede i Denver kl. efter en en hurtig mellemlanding i Washington Dulles kl. ca. 19 lokal tid (05.00 dansk tid). Vi hentede vores lejebil hos Herz og efter et par forsøg fandt vi vores hotel: The Red Lion (ikke at forveksle med Le Lion Rouge i Wolfisheim).
09.12 Var også en lang dag.
Hen over prærien fra Denver over Cheyenne, Hot Springs inden vi ramte Black Hills i South Dakota. Viindlogeredeos i et Super 8 motel i den lille by Keystone, som sikkert ikke ville være der hvis ikke en gal billedhugger af dansk afstamning havde fået og gennemført den vanvittige idé, at hugge 4 præsidenthoveder ud af klippen i detnærliggende Mount Rushmore.
Nå, byen var hyggelig og hovederne ret imponerende. Det nederste billede er af billedhuggeren.
09.13 gik turen vestpå fra Mount Rushmore tilbage til prærien. Vi havde planer om at se hvor indianerne under ledelse af Crazy Horse udslettede general Custers infanteribrigade, inklusive generalen selv og kørte efter Bighorn. Det viste sig at være en fejl, da Little Bighorn ligger ret langt derfra. Da vi endelig kom forbi på motorvejen, var tiden fremskreden og vi nøjedes med at kigge op på bakken med mindesmærket hvor generalen og de sidste infanterister blev overmandet.
Natten tilbragte vi i Red Lodge. En gammel kulmineby der har udviklet sig til turistby med hikere om sommeren og skiløbere om vinteren. Alpinområdet skulle være ret fantastisk. Tidsplanlægningen var kikset nogetformig, så vi havde bestilt hotellet (omfort Inn) til den 14, så vi kom en dag for tidligt. Det rettede de dog med et smil for et mindre vederlag og spurgte bekymret til om vi så havde reservation til næste dag. Det havde vi ikke og næste booking i West Yellowstone virkede ret uinteresseret i problemet, de kunne ikke rykke reservationen og heller ikke foreslå andre muligheder. Vi fandt heldigvis plads i et andet motel og vejen var banet for en tur i Yellowstone.
På vej til Yellowstone klatrede bilen over Beartooth Pass, ca. 3.300 . over havet og spiste vi frokost i et af reservaterne fra 1968.
Derfra var der næsten kun nationalpark (Yellowstone) de sidste 100 km. til vort "nødherberge" i West Yellowstone. Det viste sig at være pænt og rent men noget slidt. Det skulle dog vise sig, at min fejlbooking var held i uheld, da vi for at udnytte reservationen måtte blive en ekstra dag ved nationalparken. Det var godt, for den er kæmpestor (ca. på størrelse med Sjælland), meget spændende og fantastisk smuk. Jeg har en DVD med hjem som jeg glæder mig til at vise.
Det meste af parken er en kæmpestor sammensunket vulkan, som stadig er aktiv. Se bare billederne af gejsere og kogende mudder. Man regner dog med at få et varsel på omkring 4 år inden næsle udbrud som formentligt vil komme inden for de næste 2-3.000 år. Dyrelivet får lov at passe sig selv, så der er både ulve, bjørne (vi så en) elk (dem så vi mange af) moose (som vi ikkeså) og bison (som vi så i storeflokke).
Man kan sagtens bruge flere uger i Yellowstone.