tirsdag, marts 28, 2006
Videre til Queenstown 6. januar 2006
Fra Wanaka gik turen til Cromwell (ogå rigtigt: den er opkaldt efter skurken fra "Børnene i Nyskoven" ham med "Jernsiderne"). I nærheden af Cromwell begyndte frugtplantager og vinmarker at blive fremtrædende og tætheden øgedes jo nærmere vi kom, så vi følte os rigtig godt tilpasEfter Cromwell kørte vi ind i Kawarau Gorge, og vinmarkerne holdt op for en stund. I bunden løber Kawarau River, af LOTR-fans bedre kendt som Anduin River med porten til Gondor. Det er også her det kommersielle Bungy Jump så dagens lys fra den gamle hovedvejsbro ved Chard Farm (en fortrinlig vingård). Vi blev enige om at vandet i floden var for koldt og nøjedes med at kigge.
.0.jpg)
Hen på eftermiddagen nåede vi frem til New Zealands ultimative oplevelsescenter: Queenstown smukt placeret ved lake Wakatipu. Byen startede oprindeligt som en søvnig ensomt beliggende fårestation, men er i dag et mylder af turister (de fleste under 40) i våddragter, på mountainbikes eller på anden måde klædt på til en eller anden vild aktivitet i de omkringliggende bjerge, søer og floder.
mandag, marts 27, 2006
Fra Fox til Queenstown 6. januar 2006
Fra Lake Matheson og Fox gik turen endnu et stykke tid nede på sletten frem til Haast = en tankstation (som vi havde brug for inden turen gennem passet) og en café som også var velkommen. Der var 5-6 personer foran os, men vi ventede kun en times tid på maden. Lige før vi fik serveret, kom der en busfuld japanere. Gad vide hvornår de kom derfra. Haast Pass er ikke særlig højt, men forskellen fra den ene sides fordige kyststrækninger og til den anden sides tørre og afsvedne højslette og bjerge er markant. Stadigvæk er der utroligt smukt, så vi nød turen forbi Lake Wanaka og Lake Hawea.onsdag, marts 22, 2006
Sydøens vestkyst 4.-6. januar 2006
Den 4. fejrede vi Ibs fødselsdag på restaurant Hopgood i Nelson. Vi havde ikke hørt om den i forvejen, men den viste sig at være turens bedste: Selv den bedste planlægning kan ikke måle sig med det rene svineheld.Den 5. kørte vi gennem Buller Gorge forbi lidt triste Westport, en gammel kulhavn, til Punakaiki og kiggede på de pudsige Pancake Rocks dramatisk placeret i brændingen fra Tasman Sea. I det hele taget er turen langs Vestkysten betagende. Hen mod aften nåede vi Franz Joseph (Rigtigt: Opkaldt efter den tidligere Østrig-Ungarske kejser). Byen er lille men tiltrækker et utal af turister i højsæsonen (blandt andet os) på grund af den nærliggende gletscher. Antallet af spisesteder er sat efter et mere moderat antal besøgende, så det er lidt af en kamp at få et ordentligt måltid. Vi endte med at vente en times tid på tre pizzaer til at tage med hjem.
Dagen efter gik vi ud og kiggede på gletscheren, der falder fra Mount Cook helt ned til den tætte tempererede regnskov. En seværdig kombination.
Videre gik turen mod Fox og Lake Matheson, hvor man kan se Mount Cook og Mount Tasman, de to højeste bjerge i NZ, tårne sig op i horisonten på en klar dag. Jo tidligere man kommer jo bedre er chansen. Mange overnatter i nærheden og stiller op ved solopgang. Så er der mulighed for at se de to mastodonter spejle sig i en blikstille sø. Efter sigende det mest fotograferede motiv i New Zealand, ikke engang overgået af Mitre Peak i Milford Sound. Wellington
Wellington er hjemby for New Zealands parlament, og er tydeligt præget af det.Den gamle regeringsbygning er verdens (eller den sydlige halvkugles) største træbygning, i det mindste når man taler om stadigt fungerende kontorbygninger.
Den er til dels bygget af kauritræ er for nylig blevet totalrenoveret for en formue og huser i dag det juridiske fakultet på byens universitet.
Tæt ved ligger parlamentet med et bibliotek, der er noget mere moderne, og lokalt kaldes "The Beehive".
Byen har mange andre spændende steder: Et område på havnen er blevet til offentlig skulpturplads, så der åbnes mod vandet, Oriental Parade leder tanken hen på en by ved Middelhavet, og så er der "Te Papa" et fremragende museeum om mennesker, natur og geologi i NZ.
tirsdag, marts 21, 2006
Nytår 2005/6
.jpg)
Dagen, eller rettere aftenen før nytår skulle vi hente Jette og Ib i lufthavnen i Wellington. Mens vi sad og ventede og kiggede på alle de andre der dukkede ud af flyet fra Sydney, kom der en venlig mand og fortalte os, at vi godt kunne gå hjem i seng: Jette og Ib var strandet i Sydney. først dagen efter fik vi at vide, at forsinkelser havde været reglen mere end undtagelsen på deres tur fra det snestormsplagede Danmark lige til de omsider kom med et fly fra Sydney til New Zealand..jpg)
De var måske lidt matte efter den hårde tur, men en kop kaffe i sommersol i haven hjælper på meget, og nytåret blev også fejret på behørig vis med nallerter og sjovt hår, men det fyrværkeri vi er så vant til i Danmark var der ikke meget af. jeg savnede det egentlig heller ikke..jpg)
Nytårsdag var sightseings- og badedag. Det var nu kun Flemming, Ib og mig der gik i vandet. Pigerne holdt øje med os fra "The Chocolate Fish", en yndlingsrestaurant for skuespillerne i Lord of The Rings. På turen så vi forresten også den "plimsoller" der blev anvendt under den nyeste indspilning af "King Kong".mandag, marts 13, 2006
mellem Jul og Nytår 2005: The Dimholt Road
.1.jpg)
En af dagene mellem jul og nytår kørte Monika os over øst for bjergene (Tararua Range) til The Pinacles, der er et dramatisk område med vilde slugter vasket ud af sletten gennem århundreder.
Lord of The Ring nørder vil genkende det som "The Dimholt Road" Hvor Aragorn forlod rytterne fra Rohan for at skyde genvej til Minas Tirith og mobilisere de ånder, der ikke kunne finde hvile før de havde retærdiggjort sig i kamp for kongen hvis forfar de tidligere havde svigtet.
Mellem jul og Nytår 2005
Wellington har en stor og smuk botanisk have med mange nationale træer og planter ved siden af de mere eksotiske. New Zealands nationalsymbol er en Silver Fern, og de kan blive temmelig store, når de får de rigtige betingelser som her.
.0.jpg)
Der er også en imponerende rosenhave med mange flereroser end jeg kender. Nu er det måske heller ikke imponerende mange, men alligevel! Og så har de selvfølgelig været hensynsfulde nok til at placere deres café lige midt i herligheden..jpg)
Wellington ligger, som de fleste byer på øerne iet bjergrigt område, og flere af Flemming og Monikas venner boede med flotte udsigter. Her er vi på besøg hos Ardi og Maria, som vi også fejrede nytår med.lørdag, marts 11, 2006
Jul i NZ 24.-28. december
Den smukke Pohutokawa med de røde blomster kaldes New Zealands juletræ, fordi den blomstrer i slutningen af december. I 2005 havde den vendt lidt om på sædvanen, for medens den var lidt forsinket i nord, stod den i fuldt flor i den sydlige del af landet netop omkring jul. Den er sammen med Norfolk pine og til dels det new zealandske 
Cabbage-tree Kristas yndlingstræ. De europæiske juletraditioner bliver holdt i hævd selv om temperaturen ligger på 20°C eller højere, men der må vises opfindsomhed med materialerne. Der er ikke gran til adventskransen, men Monikas udgave er mindst lige så smuk og mere eksotisk.
Normannsgran eller sitka eller rødgran er ukendte begreber på øerne, men de har masser af fyrresorter som kan erstatte granen. De har måske ikke den klassiske keglefacon, men charmerende er de bestemt. De har dog et problem, som Monika påpegede: Hvis de ikke får vand, begynder de at hænge med grenene, så man skal tænke sig godt om når pyntenog lysene hænges på.Juleaften var vi 6: Mponika, Flemming Krista og jeg, og så Kirsten med hendes få måneder gamle datter Sylvia, der havde fået sendt manden ned til hans forældre på Sydøen til hans forældre og selv først fulgte efter 1. juledag.
onsdag, marts 08, 2006
Ned til Wellington 21.-22. december
Fra det varme nord vendte vi næsen sydpå for, at nå ned til Wellington og Monika til jul. Sammen med Flemming kørte vi over til Vestkysten for afvekslingens skyld. der var igen enorme klitter omkring Hokianga Harbour, hvor vandet ud for kysten skjuler vraget af et skib der forliste omkring 1910 med ca. 500 kister, indeholdende kinesere hvis lig var på vej hjem til Kina for at blive begravet i indviet jord. En tragisk slutning på en tragisk historie om kinesiske guldgravere i Arrowtown på sydøen, men herom senere. 
I Matakohe besøgte vi Kauri museet. Kauriarbejderne var af type som guldgraverne, barske folk der trodsede vind og vejr for at fælde de enorme træer og indsamle deres harpiks (Kaurigum) der blev anvendt til adskillige formål, fernis, linoleum o.s.v. Træet er også meget anvendeligt og har en smuk glød. Rovdriften på de årtusindgamle træer blev heldigvis stoppet inden de helt forsvandt, så vi og mange andre stadig kan se disse kæmper som her i Waipoua Forest.
Undervejs overnattede vi blandt andet i Taupo der er et andet af NZs store oplevelsescentre. Søen (Lake Taupo) fylder krateret efter et af verdens største vulkanudbrud der udsendte en askemængde flere hundrede gange større end Krakatau og Pinatubo. Området er stadig vulkansk aktivt med hvæsende damphuller og kogende mudderpøle. Lige syd for søen ligger de aktive vulkaner Ruapehu, Tongariro og Ngaruho der var kulisse for blandt andet Mordor i filmen Ringenes Herre.
søndag, marts 05, 2006
Det høje nord, 17. til 21. december
Landet nord for Auckland er subtropisk område. Det er ret fugtigt, men ret lunt selv på en regnvejrsdag og vegetationen bærer tydeligt præg af, at det aldrig er frostvejr.På vej mod Whangarei stoppede vi i en almindeligt kedelig flække for at besøge det offentlige toilet, som var designet af den østrigske arkitekt Hundertwasser
og ikke nær så kedeligt som byen.Vi overnattede hos nogen af min bror Flemmings bekendte, som har en B&B i Waipu Cove, og fortsatte til Paihia ved Bay of Islands, som er et af landets store aktivitetscentre.
Vi modstod fristelsen til paragliding, helijumping, jetboating o.l. og nøjedes med en heldagstur rundt til
de fantastisk smukke og fredelige øer i bugten. Det nordligste punkt skulle selvfølgelig også besøges. Det skete med bus, for Flemming havde været der for ca. 30 år siden og der var sikkert ikke meget der havde ændret sig.Cape Reinga lignede sikkert også sig selv. underligt at stå der og tænke på, at nordpå er der, bortset fra nogle småøer, intet land før
Nordpolen 15.000 km. borte. På vejen tilbage til Paihia "sandsurfede" vi ned ad nogle enorme vandreklitter på Ninety Mile Beach, og kiggede på de kæmpemæssige kauritræer, som med nød og næppe blev reddet fra udryddelse i forrige århundrede.
onsdag, marts 01, 2006
Auckland 14. til 16 december
Auckland er en storby med ca 1 mio indbyggere. Den har to havne og kalder sig selv for sejlenes by.
Den har også universitet og kunstgalleri der sagtens tager det meste af en dag. Vi brugte også nogen tid på Victoria Market der nærmest kan karakteriseres som et permanent
loppemarked. Vi købte nu hverken lopper eller andet kram. Der er en livlig færgetrafik til forstæderne på den anden side af havnen og til øerne ud for. En af forstæderne hedder Devonport og ligger rundt om en gammel vulkankegle. På toppen af keglen byggede man i slutningen af 1800-tallet en 200-punds kanon, der kunne sænkes ned i en silo når den skulle lades. Den blev prøveskudt en enkelt gang, med det resultat at ruderne i de omkringliggende huse blev blæst ud. Siden er den aldrig blevet brugt.
